Borgmesterposten i Allerød er igen i spil

Det så ud til, at Venstres John Køhler kunnes sætte sig på borgmesterposten i Allerød Kommune, efter at have kuppet den siddende borgmester Erik Lund fra De Konservative.

Men nu har han meldt ud, at han har inviteret til endnu en runde i konstitueringsforhandlingerne mandag aften. Og borgmesterposten er stadig i spil.

Det skriver DR København.

- Vi har en åben dagsorden til mødet. Alt er i spil, siger John Køhler til DR København.

Grunden til, at John Køhler har indkaldt alle nyvalgte byrådspolitikere, er, at han vil skabe en konstituering, der er bredere end den nuværende, hvor han har et flertal på 11 af 21 byrådsmedlemmer bag sig.

Venstre kunne med blot fire mandater, men en bred alliance sikre sig borgmesterposten efter kommunalvalget.

Dermed brød John Køhler en aftale med de Konservative om, at partiet med flest stemmer skulle have borgmesterposten.

Erik Lund har en klar dagsorden med til mødet. Hans parti, De Konservative, kommer under ingen omstændigheder til at gå med til en aftale uden borgmesterposten.

De Konservative er det parti i Allerød, som efter valget kommer til at sætte sig på flest af de 21 pladser i byrådet.

Konstitueringsaftalen omfattede i første omgang Venstre, Socialdemokraterne, Socialistisk Folkeparti, Radikale, Enhedslisten og Dansk Folkeparti.

Onsdag middag meldte Dansk Folkeparti sig ud af aftalen. Det ændrer dog ikke John Køhlers flertal.

Aftalen mellem de borgerlige partier var aftalt inden kommunalvalget. Poul Albrechtsen fra Dansk Folkeparti fortalte onsdag, at aftalen var indgået med De Konservative, Venstre, Liberal Alliance og hans eget parti.

Aftalen skulle have sikret, at Erik Lund som konservativ og i spidsen for det største parti i byrådet kunne fortsætte som borgmester i Allerød Kommune.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV