Borgmestre efterlyser redskaber til at håndtere flygtninge

Skrevet af admin

14/01/2016

Dagens topnyheder

Flere af landets borgmestre tvivler på, at der er boliger og kapacitet nok til at modtage de flygtninge, der forventes at komme til Danmark i år.

Det viser en rundspørge, som Ritzau har lavet forud for Kommunaløkonomisk Forum, der torsdag holdes i Aalborg.

Her mødes borgmestre, topchefer og ministre til debat om udfordringer på velfærdsområdet, og flere borgmestre medbringer et ønske om bedre værktøjer til at håndtere flygtningesituationen.

22 ud af 39 kommuner svarer i rundspørgen, at det antal flygtninge, som de har udsigt til at modtage i år, vil volde dem problemer. 14 svarer, at antallet ikke vil volde problemer.

25 Venstre-borgmestre har deltaget i undersøgelsen. 16 af dem svarer, at antallet volder dem problemer.

Greve-borgmester Pernille Beckmann (V) mener, at kommunerne skal have lov til at sætte flygtninge i beskæftigelse hurtigere.

- Regeringen kunne give os mulighed for at sætte flygtninge i her og nu-beskæftigelse. De skulle give os den mulighed, at vi kan aktivere dem hurtigst muligt, når de kommer til kommunen, siger hun til Ritzau.

24 kommuner svarer i rundspørgen, at der ikke er permanente boliger nok til de flygtninge, de ventes at modtage i år. 14 kommuner har heller ikke nok midlertidige boliger.

Pernille Beckmann peger på den lave integrationsydelse som en af årsagerne til, at man mangler boliger.

- Integrationsydelsen er lav, og det synes jeg egentlig er en god idé. Men det udfordrer vores permanente boligplacering, når flygtninge ikke har råd til at bo der. Så vores behov for midlertidige boliger bliver større i fremtiden, siger hun.

Kun tre af de 39 borgmestre, der har svaret på Ritzaus rundspørge, siger, at de har kapacitet til flere flygtninge.

Både integrationsminister Inger Støjberg (V) og finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) deltager i Kommunaløkonomisk Forum torsdag.

/ritzau/