Borgmestre glæder sig over Vadehavet i superligaen

Skrevet af admin

23/06/2014

Mest læste i dag

Unescos udnævnelse af den danske del af Vadehavet som verdensarv vækker stor begejstring i vadehavskommunerne.

Esbjerg, Fanø, Varde og Tønder kommuner oprettede i 2010 Nationalpark Vadehavet og har siden kæmpet for få Vadehavet i det fornemme selskab.

- Verdensarvsordningen kan sammenlignes med gastronomiens Michelinstjerner, og anerkendelsen viser både turister og lokale, at vores vadehav er et stykke enestående natur, som det er værd at flytte sig efter, siger Vardes borgmester, Erik Buhl (V), i en pressemeddelelse.

Borgmester Johnny Søtrup (V) fra Esbjerg Kommune hæfter sig ved den internationale anerkendelse:

- Optagelsen på verdensarvslisten indebærer en blåstempling på internationalt plan, og det vil helt sikkert blive et stærkt ben i markedsføringen af vores egn, siger han.

De tyske og hollandske dele af Vadehavet blev allerede i 2009 optaget på Unescos verdensarvsliste, der også tæller legendariske områder som Grand Canyon i USA og Galapagosøerne.

Vadehavet er verdens største sammenhængende tidevandssystem med et mangfoldigt dyre- og planteliv. Mere end 10.000 dyre- og plantearter lever her, og millioner af trækfugle benytter Vadehavet som en uundværlig station for mellemlanding og proviantering.

Bestyrelsesformanden for Nationalpark Vadehavet, Bent Poulsen, ser ligeledes et stort potentiale i den nyvundne hæder, men understreger samtidig, at udnævnelsen "forpligter":

- Vi vil sammen med vores mange partnere arbejde ihærdigt på at beskytte og udvikle de enestående naturværdier og samtidig gøre Vadehavet til en del af den fælles arv, siger han.

Også Stevns Klint er mandag blevet indskrevet på den prestigefyldte liste, hvor Danmark hidtil kun har været repræsenteret med naturområder via den grønlandske isfjord Ilulissat, mens Roskilde Domkirke, Jellingstenene og Kronborg er på listen som bevaringsværdig kulturarv.

/ritzau/