Borgmestre varsler fyringer

20 ud af 54 borgmestre, der har deltaget i en undersøgelse fra Epinion, siger, at de forventer færre ansatte i deres kommune til næste år, mens kun tre borgmestre forventer flere ansatte i deres kommune skriver avisen.dk.

Der er dermed lagt op til endnu et år med nedskæringer og dårligere service, vurderer fagforbundet FOA, som repræsenterer en stor del af omsorgspersonalet i kommunerne.

»Vi kommer til at opleve endnu mere pres på de offentlige ydelser, og vi kommer til at se ledighedskøen vokse. Vi risikerer, at regeringens tiltag for vækst og beskæftigelse bliver ædt op af nedskæringer i den offentlige sektor,« siger formand Dennis Kristensen til avisen.dk.

Ifølge undersøgelsen planlægger hver femte kommune at bruge mindre på serviceudgifterne end den såkaldte serviceramme, der er aftalt mellem regeringen og KL.

»Deri ligger en klokkeklar tilkendegivelse af, at de ikke udnyttet deres muligheder fuldt ud og samtidig sparer både på borgerne og de ansatte. Det forekommer mig hul i hovedet ud fra en beskæftigelsesvinkel,« siger Dennis Kristensen.

Formand for KLs Løn- og personaleudvalg, Michael Ziegler (K), mener ikke, at man skal hænge sig så meget i, hvor mange kommuner der forventer færre ansatte. Undersøgelsen giver nemlig ikke noget svar på, hvor mange ansatte der skal skæres, og hvor mange der kommer til.

»Det kan jo godt være, at det mindre antal kommuner, der skal have flere ansatte, yder større enkeltbidrag til den samlede pulje, så det samlet set bliver nul. Min forventning er, at der ikke ville være den store forskydning fra i år til næste år,« siger Michael Ziegler, der er borgmester i Høje-Taastrup, til avisen.dk.

Formand for HK Kommunal, Bodil Otto, kalder Zieglers regnestykke naivt.

»Oplevelsen på den enkelte arbejdsplads er hele tiden, at der er færre penge til rådighed. Og færre penge betyder også færre ansatte. Vi er bekymrede over, om opgaverne kan løses på en tilfredsstillende måde. Og vi er også bekymrede i forhold til arbejdsmiljøet. For folk oplever allerede, at de har travlt i dag,« siger Bodil Otto til avisen.dk.

Dagens Gossip