Borgmestre vil huse flygtninge i København

Skrevet af admin

08/09/2015

Dagens topnyheder

Københavns Kommune skal tage imod og huse nogle af de over 1000 flygtninge, der er kommet til Danmark de seneste dage.

Det mener Ninna Thomsen, sundheds- og omsorgsborgmester og leder af SF København. Hun vil have Københavns Kommunes status som nulkommune i 2015 midlertidigt ophævet med øjeblikkelig virkning.

- Vi er der, hvor det er en så ekstraordinær situation, at vi må stille os aktivt på banen, siger hun og fortæller, at SF København har diskuteret emnet på et gruppemøde tirsdag morgen, hvor partiet har ændret holdning.

Hun står ikke alene. Beskæftigelses- og integrationsborgmester Anna Mee Allerslev (R) ser også, at statussen bliver ændret.

- Vi har et ansvar for at hjælpe mennesker, der er flygtet fra krigens rædsler. Og det gælder også København som landets hovedstad.

- Vi kan ikke bare gemme os og lade resten af landets kommuner klare sig alene, siger Anna Mee Allerslev i en pressemeddelelse.

Status som nulkommune betyder, at kommunen ikke tager imod nogen flygtninge. Det er Udlændingestyrelsen, som hvert år fastsætter kvoterne for, hvor mange flygtninge kommunerne skal tage imod.

Lige nu sidder de to borgmestre i budgetforhandlinger for Københavns Kommune. Forslaget omkring at ophæve kommunens status som nulkommune i 2015 forventes at blive taget op tirsdag.

- Jeg mener kun, at det er rimeligt, at bare en lille del af de relativt mange penge, vi forhandler om i år, kommer til at gå til at hjælpe med at løse den måske største udfordring som ikke bare Danmark, men hele Europa og resten af verden står over for lige nu, siger Anna Mee Allerslev.

Hvis København skal til at huse flygtninge, foreslår Ninna Thomsen at bruge et tidligere plejecenter, som står tomt, fordi det skal ombygges.

Det er ifølge borgmesteren blevet vurderet til at kunne huse omkring 150 personer og kan bruges i en midlertidig periode, indtil kommunen finder en mere permanent løsning.

I 2015 er der seks kommuner, der er såkaldte nulkommuner. Ud over København er det Vallensbæk, Ishøj, Høje-Taastrup, Brøndby og Albertslund Kommune.

/ritzau/