Borgmestres partifarve smitter ikke af på erhvervspolitikken

Det viser en ny analyse fra brancheorganisationen Dansk Byggeri.

»Umiddelbart kunne man fristes til at tro, at den blå flok af borgmestre og politikere ude i kommunerne var dem, der satsede mest på at give erhvervslivet de bedste rammevilkår. Men vores analyse viser, at det heldigvis ikke handler om partifarve, men om de lokale politikeres lyst til at være erhvervsvenlige og serviceorienterede,« siger kommunalpolitisk konsulent Lea Stentoft fra Dansk Byggeri i en pressemeddelelse.

Den konklusion kommer ikke bag på kommunalforsker Roger Buch, der er forskningschef ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

»Kommunalpolitik er generelt det brede samarbejdes politik, fordi man er meget mere konkrete i kommunerne. Der er ikke ret meget ideologi i kommunalpolitik sammenlignet med i Folketinget, for det er de helt jordnære problemstillinger om, hvordan man får nogle ordentlige folkeskoler og hvordan man passer godt på de gamle, som dominerer,« siger han.

»Det gør kommunalpolitik meget konsensusorienteret. Alle borgmestre er interesseret i arbejdspladser, uanset partifarve,« påpeger Roger Buch.

I Horsens Kommune er borgmester Peter Sørensen (S) enig i, at man ikke kan generalisere omkring partifarve og erhvervspolitik. Socialdemokratiske borgmestre ved, at det kræver et stærkt erhvervsliv at kunne yde den bedste velfærd, påpeger han.

»For mig som socialdemokrat gælder det om at sørge for, at vi har nogle arbejdspladser. Ellers kan velfærdssystemet ikke fungere i min kommune. Jeg skal have arbejdspladser for at få gode skoler og god ældreomsorg,« siger S-borgmesteren.

Horsens Kommune kommer i år ind på en 12. plads over de mest erhvervsvenlige kommuner, og en markant fremgang fra sidste års 30. plads. Ifølge kommunens borgmester hænger det blandt andet sammen med, at kommunen inddrager virksomhederne.

»Vi har blandt andet arbejdet med at sænke sagsbehandlingstiden på byggesager. Og så har vi inviteret erhvervslivet, uddannelsesinstitutionerne og fagbevægelsen til en dialog om, hvordan vi kan blive bedre og i fællesskab løse udfordringerne,« siger Peter Sørensen.

Men fremgangen i Horsens hænger ikke nødvendigvis sammen med de erhvervspolitiske tiltag, vurderer Roger Buch. Det kan lige så vel skyldes, at kommunen har en gunstig beliggenhed, påpeger han.

»Erhvervspolitik er - sagt hårdt - lidt ligegyldig. Sandheden er, at det lige meget, hvad kommunerne gør for erhvervsudviklingen. Den positive erhvervsudvikling finder sted hovedstadsområdet og Østjylland,« siger Roger Buch.

»Og det er ikke fordi kommunerne der er dygtigere til erhvervspolitik, end de er i Vestjylland eller på Lolland-Falster. Der er nogle kræfter på spil, hvor de to store magneter, nærmest suger erhverv og indbyggere til sig. Uanset hvor erhvervsvenlig du er i Vestjylland, så hjælper det ikke så meget, for det er andre steder, udviklingen foregår,« siger han.

Dagens Gossip

Dagens TV