Boris Johnson bliver Mays udenrigsminister

Skrevet af admin

13/07/2016

Dagens topnyheder

Boris Johnson er udnævnt til ny britisk udenrigsminister, oplyser Downing Street.

Theresa May, der tidligere på dagen formelt blev ny premierminister, holder onsdag aften møder med flere ledende konservative politikere i forbindelse med en regeringsrokade.

George Osborne har indgivet sin afsked som finansminister i Storbritannien. I stedet er den hidtidige udenrigsminister Philip Hammond, som Boris Johnson altså træder ind i stedet for, udnævnt som ny finansminister.

Ifølge flere britiske medier ankom Philip Hammond tidligere på aftenen til premierministerens bolig på Downing Street 10. Her mødtes han med Theresa May.

Siden kom også den tidligere London-borgmester Boris Johnson og klimaminister Andrea Rudd. Ifølge BBC vil flere nøgleministerposter blive fordelt i løbet af onsdag aften.

George Osborne har været britisk finansminister siden 2010, hvor David Cameron overtog magten. Forud for den britiske folkeafstemning om EU-medlemskabet, var han en af de mest synlige personer i kampagnen for at beholde Storbritannien i EU.

/ritzau/