Boris Johnson bliver Theresa Mays udenrigsminister

Skrevet af admin

13/07/2016

Mest læste i dag

Storbritanniens nye premierminister, Theresa May, gik onsdag aften i gang med at sammensætte sit hold, efter hun havde været hos dronning Elizabeth II og dermed formelt var ny britisk premierminister.

Boris Johnson, som i valgkampen op til sidste måneds EU-afstemning var en af de mest fremtrædende fortalere for, at Storbritannien skal forlade EU, er udnævnt til ny britisk udenrigsminister.

Hans umiddelbare forgænger, Philip Hammond, er ny finansminister, oplyser Mays kontor i Downing Street 10.

Storbritannien får også en såkaldt brexit-minister, som flere medier har døbt posten. Det bliver David Davis.

Det er endnu uklart, hvad det nye ministeriums opgaver præcis vil være, men formentlig får Davis ansvaret for at forhandle landets udtræden af EU og filtre de tusindvis af sider EU-lovtekst ud af den britiske lovgivning, skriver BBC.

Energiminister Amber Rudd overtager posten som indenrigsminister, som Theresa May har haft indtil onsdag.

Tidligere forsvarsminister Liam Fox skal stå i spidsen for et nyt ministerium for international handel. Det nye ministerium skal arbejde på at styrke handlen med udlandet, efter Storbritannien melder sig ud af EU, erfarer BBC.

Euroskeptikeren Fox var den første, der blev stemt ud af det konservative lynvalg til formandsposten, som Theresa May vandt.

George Osborne har indgivet sin afsked som finansminister, meddelte Downing Street kort efter, at Theresa May var tiltrådt som premierminister.

Osborne har været britisk finansminister siden 2010, hvor David Cameron overtog magten. Forud for den britiske folkeafstemning om EU-medlemskabet, var han en af de mest synlige personer i kampagnen for at beholde Storbritannien i EU.

I en første kommentar til udnævnelsen af Boris Johnson som udenrigsminister siger det amerikanske udenrigsministerium, at man fra Washingtons side glæder sig til samarbejdet med Johnson.

/ritzau/