Bornholm: Valget går ikke ud over Folkemødet

Folkemødet på Bornholm kommer til at kollidere med slutspurten op til det kommende folketingsvalg 18. juni.

Situationen har længe været forudset som en mulighed, og bornholmernes frygt har været, at folketingspolitikerne ville bruge kræfterne i hjemkredsen i stedet for på Folkemødet.

Alligevel er leder af festivalen Jette Lykke ikke bekymret.

- Valget får jo nok indflydelse, og der bliver udfordringer i forhold til nogle folketingspolitikere, der kommer til at prioritere deres valgkredse, siger hun.

- Omvendt giver det jo også nogle muligheder, fordi Folkemødet netop handler om demokrati og politik og derfor er god platform for at diskutere politik op til valget. Så Folkemødet skal nok klare et valg, siger hun.

Samme tilgang har øens borgmester, Winni Grosbøll (S).

- Jeg har svært ved at se, at et valg vil få negative konsekvenser for Folkemødet. Det er jo et fremragende afsæt til at diskutere politik i slutspurten op til et valg, og det ville jeg da selv prioritere højt, hvis det var mig, der stillede op til valget, siger hun.

Folkemødet er siden 2011 vokset fra at have 3000 daglige deltagere til sidste år at have 22.000 daglige deltagere, og for mange bornholmere repræsenterer den årlige politiske festival i Allinge et væsentligt bidrag til deres økonomi.

Således var der sidste år ifølge Winni Grosbøll en omsætning på omkring 25 millioner kroner på festivalens fire dage.

Og valgudskrivelsen kommer ikke til at ændre på bornholmernes økonomiske udbytte af Folkemødet, forudser Jette Lykke.

- Folk planlægger jo i forvejen, og alle senge er for længst lejet ud, flybilletterne er booket og færgebilletterne købt. Så jeg har svært ved at se, at valget vil ramme bornholmerne økonomisk, siger Jette Lykke og slutter af med en hilsen til de danske vælgere:

- God valgkamp til alle herovre fra.

Folkemødet i Allinge starter 11. juni og slutter 14. juni.

/ritzau/

Dagens Gossip