Bornholms borgmester advarer mod større folkemøde

Det mener øens borgmester, Winni Grosbøll (S), der gør status over Folkemødet anno 2013, som startede torsdag og slutter søndag.

»Jeg tror ikke, arrangementet kan tåle en stor udvidelse. Derfor skal vi finde ud af, hvordan vi holder kursen, så vi sikrer, at konceptet fungerer og ikke pludselig vokser os ud af hænde,« siger Winni Grosbøll.

Det handler om at fastholde dette års udtryk og størrelse, mener hun.

»Vi har altid gerne villet have den her fortættede og intense stemning, som har været der i år. Hvis det bliver meget større, så forsvinder den, og det er vores opgave at finde ud af, hvordan vi styrer det,« siger borgmesteren.

Hun peger på, at især politikerne for alvor har taget folkemødekonceptet til sig i år, og det har været afgørende.

»Først og fremmest er der jo rigtig mange mennesker, og det giver selvfølgelig en stemning, som bærer arrangementet. Det er vel forskellen i virkeligheden. Men jeg vil sige, at politikerne også har taget konceptet til sig. De skulle bruge et år til at komme i gang og finde ud af, hvad det er for en ramme. Det synes jeg, de har gjort fremragende, og de ting sat sammen får det til at gå op i en højere enhed,« siger Winni Grosbøll.

Der er dog enkelte punkter, som kan og skal forbedres til næste års folkemøde, fastslår hun. Det handler især om logistikken i Allinge, hvor der til daglig bor 1.000 mennesker, og som under folkemødet har huset op mod 25.000 om dagen.

»Når der kommer 25.000 mennesker, så giver det jo nogle logistiske udfordringer, men vi har haft mad nok, som var et af kritikpunkterne sidste år, vi har fået netværket til at fungere, og vores busser har fungeret. Men der har været nogle propper, så logistikken er selvfølgelig en udfordring, og den arbejder vi videre med,« lyder det.

Økonomisk har folkemødet været afgørende for Bornholm, vurderer Winni Grosbøll, selvom det endnu er for tidligt at gøre op i kroner og ører, hvor meget øen har tjent på årets rykind.

»Det udvider jo vores sæson. Vi lever af at tage imod gæster her på øen, og det udvider den sæson med en uge, og det er helt fantastisk for øen, for det giver det liv og den saltvandsindsprøjtning, som vi også har brug som et område, der har det lidt svært i denne tid.«

»Det giver helt konkret ekstra arbejdspladser, fordi hotellerne er booket i en ekstra uge, fordi restauranterne har omsætning, og fordi vi skaber aktivitet i mere end de syv uger, vi har i en sæson under normale omstændigheder,« siger Winni Grosbøll.

Center for Regional- og Turismeforskning har vurderet, at Bornholm under årets folkemøde omsætter for knap 22 millioner kroner.

Dagens Gossip