Bornholms borgmester imødeser Wilders-besøg med sindsro

Skrevet af admin

13/05/2015

Dagens topnyheder

Trykkefrihedsselskabet er en lovlig forening, og så længe den hollandske politiker Geert Wilders overholder den danske lovgivning, skal foreningen have lov til at gennemføre det arrangement, som foreningen har planlagt med Wilders under Folkemødet på Bornholm.

Så klar er beskeden fra Bornholms borgmester Winnie Grosbøll (S), efter at Wilders over for Jyllands-Posten bekræfter, at han kommer til Folkemødet i Allinge til juni.

- Jeg kan ikke finde nogen legitime argumenter for at afvise dem at deltage på Folkemødet, siger Winnie Grosbøll.

Wilders' deltagelse betyder formentlig, at sikkerheden omkring det ellers meget uformelle arrangement vil blive skærpet. Borgmesteren kan ikke gå i detaljer om, hvad der kræves for at beskytte Wilders.

Politikeren, der især er kendt som kritiker af islam, deltog for nylig ved et arrangement i Texas, som blev angrebet af to mænd tilknyttet Islamisk Stat. Wilders har selv oplyst, at han godt kan have været målet, da han står på al-Qaedas dødsliste.

Men Winnie Grosbøll gør opmærksom på, at det ikke kun er Wilders' deltagelse, der er årsag til, at Folkemødet vil være mere bevogtet end tidligere år.

- Der er et andet sikkerhedsniveau i Danmark generelt set, og Folkemødet er ikke en glasklokke, man kan trække ud af samfundet, siger hun.

Hun understreger, at beslutningen om sikkerhedsniveauet ligger hos politiet. Men som arrangør ønsker borgmesteren at værne om Folkemødet som et sted, hvor borgerne kan komme helt tæt på politikerne på en afslappet måde.

Det bliver også politiet, der kommer til at afgøre, om arrangementet med Wilders kan finde sted midt i det tætpakkede Allinge, eller om det skal være et andet sted på Bornholm.

- Men jeg har ikke hørt, at man ikke skulle kunne sikre Folkemødepladsen, siger Grosbøll.

Hun påpeger, at det ikke er første gang Folkemødet får besøg af omstridte personer. Både den svenske kunstner Lars Vilks og frikirken Faderhusets Ruth Evensen, som begge med borgmesterens ord er personer, der skaber en vis debat, har deltaget.

- Jeg mener ikke, at det ændrer ved Folkemødet. Det vil stadig være en fest for demokratiet og danne ramme for et møde mellem mennesker.

/ritzau/