Borring banker Randers op på andenpladsen

Dermed ser det altså ud til, at kronjyderne mener det alvorligt i toppen af Superligaen, hvor de mere og mere ligner en seriøs kandidat til den andenplads, der giver adgang til Champions League-kvalifikationen.

Gevinsten, som i øvrigt var fuldt fortjent, mod Sønderjyske sender Randers forbi FC Nordsjælland i tabellen, så kronjyderne igen besætter sølvplaceringen i Superligaen. Klubben har dog spillet to kampe mere end FCN. Sejren var samtidig den fjerde ud af fem mulige for Colin Todds hårdtarbejdende tropper i forårssæsonen, hvor den uafgjorte kampe mod OB i sidste runde er holdets eneste pointtab.

Jonas Borring blev den helt store helt for Randers, da han noterede sig for begge holdets scoringer. Han lagde fundamentet til de tre point i det 22. minut, da han headede bolden i kassen til 1-0. I kampens overtid slog han så sejren fast, da Borring endnu en gang demonstrerede stor styrke i hovedspillet og bragede scoringen til 2-0 i nettet med et flot hovedstød.

Mens Randers strøg op på andenpladsen og bygger på den hastigt voksende selvtillid, så kom Sønderjyske igen helt ned på jorden efter deres store sejr på 5-0 over Silkeborg i sidste runde. Sønderjyderne er i øjeblikket på tiendepladsen i Superligaen, men kan ryge under nedrykningsstregen, hvis Brøndby mandag besejrer AGF.Der er endnu ikke scoret mod Randers FC i dette forår, og kronjyderne har en målscore for 2013 på 7-0. 

 

 

Dagens Gossip