Bortførere fra Ohio er »sadistiske og afstumpede«

Men hvis brødrene står bag bortførelserne, så må de være gjort af et særligt sadistisk stof, forklarer psykiater Henrik Day Poulsen.

»Mit bedste bud er, at de er meget sadistiske og afstumpede rent følelsesmæssigt. Man kan næsten ikke forklare det på anden vis. Der er sikkert nogle, der vil tænke, at de er svært psykisk syge, men det passer ikke, for har man en svær psykisk sygdom, kan man ikke holde folk fanget i så mange år. Jeg tror, at der er tale om folk, der nyder den her tilfangetagelse, og man kan også forestille sig, at de har udsat kvinderne for voldtægt og måske også andre ting. Og det kan man jo kun gøre, hvis man slet ikke lader sig gå på af andre menneskers lidelser,« siger han og understreger, at han udtaler sig på baggrund af de foreløbige oplysninger i sagen.

Anklagerne mod de tre mænd på 50, 52 og 54 år er endnu ikke offentliggjort, men det står klart, at Amanda Berry, Georgina »Gina« DeJesus og Michele Knight, der blev bortført, da de var henholdsvis 17, 14 og 21 år gamle, har tilbragt de sidste mange år i den 52-åriges hus. Her har Amanda Berry angiveligt fået et barn, men det er endnu ikke officielt bekræftet.

Det kan være svært at sætte sig ind i, hvordan man kan behandle andre på den måde, men det kan skyldes et ønske om dominans og et moralsk skred, siger Henrik Day Poulsen.

»Jeg tror, det er et ønske om kontrol, et ønske om at dominere andre mennesker. Muligvis også en foragt over for de personer, de har bortført. Det kan være, at de har en grundlæggende foragt over for kvinder, og samtidig tyder det på, at de kan lide at pine andre,« siger han og fortsætter:

»Hvis de har stået bag det alle tre og har nogenlunde samme personlighedstype, kan det jo forklare det. Nogle gange kan man også se, at der i nogle grupper kan skabes en kultur, hvor man overbeviser hinanden om, at det er i orden at gøre de her ting. Hvor man får et moralbegreb, der er helt afvigende fra det øvrige samfunds. Det kan de så bekræfte hinanden i. I andre sager har vi set, at folk, der har udsat andre for torturlignende tilstande, er meget bortforklarende og bagatelliserende. De kan ikke se, at de har gjort noget særligt forkert.«

Naboer til den 52-årig mand har fortalt til CNN, at han ikke opførte sig mistænkeligt. En nabo har grillet med ham uden at bemærke noget mærkeligt, og ingen har set noget til de tre kvinder i de omkring ti år, de har opholdt sig i huset.

Men det er ikke så underligt, at ingen har bemærket noget, forklarer Henrik Day Poulsen. Det var også tilfældet i sagen om Natascha Kampusch fra Østrig, som blev bortført som tiårig og først slap fri otte år senere.

»Det, som vi også så i Østrig, er jo lige præcis, at naboerne ikke har fattet mistanke. Og det gør de ikke, fordi gerningsmændene psykiatrisk set ikke er svært psykisk syge. De er ikke sindssyge. For er man sindssyg, så skiller man sig ud, og så kan man ikke gennemføre en gidseltagning i flere år,« forklarer psykiateren.

Dagens Gossip