Bortført Holbæk-dreng fundet efter halvandet år: Far er anholdt

Skrevet af admin

31/10/2013

Dagens topnyheder

I halvandet år har en otteårig dreng været bortført til Sverige, hvor han er blevet skjult af sin far, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

Men nu er faren blevet pågrebet af politiet, og han er torsdag blevet fremstillet i grundlovsforhør med krav om varetægtsfængsling.

- Han er blevet varetægtsfængslet frem til den 26. november, fortæller vicepolitikommissær Ove Pedersen.

Vicepolitikommissæren kan ikke oplyse, hvordan manden forholder sig til politiets sigtelse.

Den 45-årige far blev anholdt onsdag eftermiddag på motorvejen ved lufthavnen i Kastrup.

Manden blev set i en lastbil, som var efterlyst, og politiet i Danmark havde også modtaget oplysninger fra deres svenske kolleger i sagen.

Den 45-årige mand havde sin søn med i bilen, og han vil nu blive genforenet med sin mor.

Ifølge politiet har manden i halvandet år holdt den otteårige skjult på et endnu ukendt sted i Sverige, og dermed har manden forbrudt sig mod morens forældremyndighed.

Politiet har sigtet manden for at have ført sønnen ud af landet uden morens samtykke.

Den slags er i strid med straffeloven, og manden risikerer en fængselsstraf.

/ritzau/