Bortførte kvinder har det godt

De tre kvinder - Amanda Berry, Gina DeJesus and Michele Knight - blev bortført for mellem ni og elleve år siden.

En fjerde person, en pige på seks år, blev fundet sammen med de tre kvinder mandag aften lokal tid. På pressemødet tirsdag bekræftede politiet, at der er tale om Amanda Berrys seksårige datter.

Politiet ville eller kunne ikke oplyse nærmere om, hvem barnets far er. På pressemødet fortalte politiet i Cleveland, at de har anholdt tre brødre på 50, 52 og 54 år, som betragtes som de hovedmistænkte bag bortførelserne.

Huset, som de fire personer befandt sig i på Seymour Avenue, tilhører en af brødrene. Han har tilsyneladende en gang tidligere været i politiets søgelys. Som skolebuschauffør »glemte« han angiveligt et barn ved en busgarage i 2004. Politiet fandt aldrig ud af, om det var en forglemmelse eller en bevidst handling. Sagen fik ikke noget retligt efterspil, og ifølge politiet har han ikke været i myndighedernes søgelys siden.

De tre kvinder, Amanda Berry, Gina DeJesus og Michele Knight, er tilsyneladende i god fysisk form, fortalte politiet på pressemødet.

Clevelands borgmester, Frank Jackson, sagde, at der stadig er »adskillige ubesvarede spørgsmål«, og myndighederne understregede, at efterforskningen fortsat pågår.

Blandt de ubesvarede spørgsmål er, hvordan kvinderne og pigen blev tilbageholdt i alle de år, de var bortført.

Det var Amanda Berry, der mandag aften ringede til alarmcentralen og bad om hjælp.

»Hjælp mig, jeg er Amanda Berry. Jeg er blevet bortført, og jeg har været forsvundet i ti år. Nu er jeg her, jeg er fri nu,« siger den desperate kvinde, mens der lyder barnegråd i baggrunden.

Et minut efter ringer en mand til alarmcentralen, fordi han har set den unge kvinde flygte fra huset.

Kort tid efter ankom politiet til stedet, og de fandt de to andre kvinder, DeJesus og Knight, samt den seksårige pige.

Dagens Gossip