Bortførte kvinder taler ud på video - se den her

Amanda Berry, Gina DeJesus og Michelle Knight, der i maj blev reddet - efter gennem 10 år at være blevet holdt fanget i Cleveland, Ohio - har lagt en video op på Youtube, hvor de takker alle dem, der har støttet dem - både moralsk og økonomisk - i kampen tilbage til et normalt liv.

- Mange tak for al jeres støtte og jeres donationer, som har hjulpet mig til at opbygge et nyt liv. Jeg vil gerne fortælle, at jeg har det fint, siger Michelle Knight.

Med den 3,5 minutter lange video bryder de tre kvinder dermed deres over to måneder lange offentlige tavshed.

- Jeg har været i helvedet, men jeg er stærk nok til at gå gennem helvedet med et smil på mine læber, med hovedet holdt højt og fødderne på jorden. Jeg vil ikke lade situationen definere, hvem jeg er - jeg vil definere situationen. Jeg vil ikke opfyldes af had, tilføjer Michelle Knight.

De tre kvinder blev kidnappet i årene mellem 2002 og 2004 - da de var henholdsvis 14, 16 og 20 år.

I videoen har de ingen synlige tegn på det omfattende misbrug, som den tiltalte kidnapper, Ariel Castro, angiveligt skulle have udsat dem for.

Den 52-årige Castro er far til en seks-årig datter, som Amanda Berry fødte i fangenskab hos ham. Han er samtidig tiltalt for at have forårsaget en abort hos Michelle Knight, efter at han både sultede og slog hende.
- Først og fremmest vil jeg sige, at jeg er glad for at være tilbage sammen med min familie og mine venner. Det har været utroligt. Jeg vil gerne takke alle, der har hjulpet mig og min familie, siger Amanda Berry og tilføjer:

- Jeg får det bedre hver dag. Men jeg beder alle om fortsat at respektere vores privatliv og give os tid til at få et normalt liv.

Ariel Castro blev anholdt 6. maj, kort efter at Amanda Berry brød ud af hans hjem og alarmerede naboerne. Han nægter sig skyldig i de omfattende anklager om kidnapning, misbrug og vold.

Se videoen nedenunder......

 

Dagens Gossip