Bosætterlederen Levinger er død

Skrevet af admin

16/05/2015

Dagens topnyheder

En af de centrale israelske bosætterledere i byen Hebron på Vestbredden døde lørdag, skriver israelske netaviser.

Rabbiner Moshe Levinger, der blev 80 år, og som efterlader sig 11 børn, var kendt som en af de bosættere, der hurtigt efter Israels erobring af Vestbredden i 1967 rykkede til Hebron.

Han var, skriver avisen Haaretz på sin netavis, en af grundlæggerne af bevægelsen Gush Emunim, og han var en åndelig leder for religiøse jøder i Hebron.

Avisen fortæller, at Levinger første gang blev kendt i offentligheden, da han ledte en lille gruppe religiøse jøder, der flyttede ind på et hotel i Hebron i 1968 for at fejre påske i byen.

Patriarken Abraham ligger begravet i byen, der er hellig for såvel jøder som kristne og muslimer.

Levinger og hans gruppe nægtede at forlade Hebron efter påsken. De blev i tre år i den bygning, hvor militæradministrationen holdt til, og imens byggede de bosættelsen Kiryat Arba lige ved siden af den gamle by i Hebron.

Der har siden da været bosættere i Hebron, og der er ofte problemer mellem bosætterne og de lokale palæstinensere.

Efter Kiryat Arba var han med til at etablere flere bosættelser, og han var en af stifterne og også på et tidspunkt leder af Yesha-rådet, der repræsenterer de israelske bosættere på Vestbredden.

Levinger og hans tilhængere arbejdede for at etablere jødisk tilstedeværelse i de palæstinensiske byer, der er vigtige i den jødiske historie, hvilket blandt andet gælder Hebron og Betlehem.

Det franske nyhedsbureau AFP skriver, at han i 1990 blev anklaget for manddrab, efter at han havde skudt ind i en menneskemasse i Hebron og dræbt en palæstinenser.

Netavisen ynetnews.com skriver, at han åbnede ild, efter at han var blevet bombarderet med sten.

Han blev dømt fem måneders fængsel for uagtsomt manddrab, men blev løsladt efter at have afsonet tre måneder på grund af god opførsel.

/ritzau/