Boston er udpeget som USA's bud på OL-værtsby i 2024

Der skal springes over hække, fægtes, cykles og svømmes i millionbyen Boston, når verdens bedste idrætsudøvere skal kæmpe om de eftertragtede OL-medaljer i 2024.

I hvert fald hvis det står til den amerikanske OL-komité, der torsdag aften lokal tid overraskende har udpeget Boston i delstaten Massachusetts til USA's bud på en værtsby ved sommer-OL om knap 10 år.

Boston har aldrig tidligere været vært for de olympiske lege.

- Vi er begejstrede for vores planer om at blive vært for legene i 2024, og vi føler, at vi har en stærk partner i Boston, der vil arbejde sammen med os i at fremlægge et attraktivt bud, siger komitéens bestyrelsesformand, Larry Probst, i en skriftlig udtalelse.

Byen blev valgt foran konkurrenterne San Francisco, Washington og Los Angeles, hvor OL har været holdt to gange tidligere.

Bostons borgmester kalder det en stor ære for byen.

- Det er en helt særlig ære for Boston at blive valgt som USA's repræsentant i opløbet om de olympiske og paralympiske lege i 2024, siger borgmester Martin Walsh i en skriftlig udtalelse.

- Vores mål er at blive vært for de olympiske og paralympiske lege, der er innovative, tilgængelige og gæstfri for alle, tilføjer han.

USA var senest vært for sommer-OL i 1996, da sportsudøverne kæmpede i Atlanta.

Også Rom har lagt billet ind på OL i 2024, og Tyskland har meddelt, at landet vil byde ind med enten Berlin eller Hamburg som værtsby.

Deadline for et officielt værtsbud er i september. Afgørelsen finder sted i 2017.

/ritzau/Reuters

 

Top partnere


Lån penge
Find det bedste lån til dig, der lige står og mangler penge her og nu til en rejse eller en ny computer.


Vejle24
Vejles nye netavis med seneste nyt fra Vejle og omegn.
 

Dagens Gossip