Boston: Tjekkiet forvekslet med Tjetjenien

I kølvandet på angrebene i Boston er Tjekkiet bange for at blive forvekslet med Tjetjenien.

Det skriver den tjekkiske ambassadør i Washington i en pressemeddelelse.

- Efterhånden som flere oplysninger om de formodede bombemænds oprindelse kommer frem, jo mere bekymret bliver jeg over at se, at de sociale medier misforstår dette, skriver ambassadøren Petr Gandalovic og fortsætter:

- Tjekkiet og Tjetjenien er to meget forskellige enheder. Tjekkiet er et centraleuropæisk land, mens Tjetjenien er en del af Rusland.

Hans udtalelser falder efter, at de amerikanske myndigheder har bekræftet, at de formodede gerningsmænd i Boston, brødrene Dsjkhar Tsarnaev og Tamerlan Tsarnaev, er fra Tjetjenien.

Som tiden er gået, er der begyndt at tegne sig et billede af de to brødre.

Den ældste bror beskrives som aggressiv og muligvis radikaliseret.

Den 19-årige lillebror, Dsjokhar Tsarnajev, har fra sin profil på et russisksproget, socialt netværk lagt links ud til islamiske websites og til andre sider, der kræver uafhængighed for Tjetjenien.

Tsarnajevs profil på det russiske VK-netværk flød over med grove kommentarer på russisk og engelsk, efter at det fredag blev kendt, at han var blevet identificeret som en af de mistænkte i bombeangrebet i Boston.

I lyset af at der er begyndt at tegne sig et billede af brødrene som terroriserede tjetjenere har den tjekkiske ambassadør altså behov for at understrege, at Tjekkiet ikke har noget at gøre med Tjetjenien.

- Ligesom præsidenten i Tjekkiet, Milo Zeman, understregede over for præsident Obama, indtager Tjekkiet en aktiv rolle i kampen mod terror, ligesom vi er en valid samarbejdspartner med USA i denne kamp.

- Vi vil fortsætte med at stå side om side med vore allierede. Det skal der ikke herske nogen tvivl om, slutter Petr Gandalovic.

/ritzau/

Dagens Gossip