Boston trækker sit kandidatur som OL-vært i 2024

Boston trækker sig ud af kampen om at vinde værtskabet for OL i 2024.

Det oplyser den amerikanske olympiske komité (Usoc) mandag.

- Vi har ikke været i stand til at overbevise et flertal af byens borgere til at støtte kandidaturet som vært for OL i 2024.

- Usoc mener, at den manglende støtte vil gøre det svært at sejre over bud fra Paris, Rom, Hamburg, Budapest eller Toronto, udtaler præsidenten fra Usoc, Scott Blackmun og lederen af Bostons 2024-bud, Steve Pagliuca, i en fælles udtalelse ifølge AFP.

Beslutningen er truffet, efter at flere højtstående politikere i Boston har udtrykt kritik af forsøget på at blive OL-vært, hvilket er sket af frygt for økonomien i projektet, og hvad det vil betyde for skatteborgerne.

Boston besejrede i januar Washington, Los Angeles og San Francisco som det amerikanske bud på en værtsby.

Usoc oplyser, at man fortsat vil undersøge mulighederne for, at en anden amerikansk by kan blive kandidat, og man vil træffe en beslutning "senere i august."

Budgettet for at afholde legene, der inkluderer bygning af sportsfaciliteter og infrastrukturforbedringer, ventes at ligge på adskillige milliarder kroner.

Deadline for at indsende en officiel ansøgning til den internationale olympiske komité (IOC) er den 15. september.

USA var senest vært for OL i 1996 i Atlanta, mens man senest havde værtskabet for Vinter-OL i 2002, da det foregik i Salt Lake City.

/ritzau/

Dagens Gossip