Bottle Boys skal varme op til Super Bowl

Skrevet af admin

24/01/2014

Dagens topnyheder

- Vi er så meget oppe at køre over det, siger Martin Handberg, der er en af de fem Bottle Boys.

- I vores øjne er det at af de største shows på jorden, så at blive en del af det her kæmpe cirkus, det er en stor ære for os, siger han.

I næste uge tager det danske band til New York. De er blevet inviteret af Pepsi, der sponsorerer Super Bowl, og bandet skal spille koncerter i ugen op til den store sportsbegivenhed.

Koncerterne skal være med til at promovere pauseshowet, hvor en popstjerne hvert år får æren af at optræde, når den årlige Super Bowl løber af stablen.

I år det R&B-musikeren Bruno Mars, der skal underholde millioner af football-fans verden over.

- Det er kun drenge som Bruno Mars, der får lov til at lege med sådan noget. Men vi skal lave en masse fede events op til, og forhåbentlig får vi lov til at møde Bruno Mars, griner Martin Handberg.

Bottle Boys spiller pop- og dansenumre ved at puste i flasker, der er klistret sammen med gaffatape. Tilbage i 2008 optrådte de i tv-programmet Talent på DR.

De har et show, der varer omkring en time, og i anledningen af Super Bowl har de taget nogle Bruno Mars numre til sig.

- Bruno Mars musik er velegnet til flasker, siger Martin Handberg.

- Vi spiller "Young Girls", der egentlig er et ret langsomt følenummer, men som har nogle flotte harmonier, som passer godt til flasker, og "Locked Out of Heaven" som er et regulært dance-nummer, siger han.

Når flasker er instrumentet, skal der helst være gang i numrene, fortæller han. Og så må der gerne være et stærkt tema, der er let at genkende.

- Glad og festlig musik er altid godt til flakser. Hele vores koncept går ud på at holde en kæmpe fest med publikum, siger Martin Handberg.

Super Bowl løber af stablen 2. februar i år.

/ritzau/