Brad Pitt får sin actiontrilogi

Det ser ud til, at Brad Pitt nu også får en actionserie i biograferne.
Han har hidtil stået tilbage for kolleger som Matt Damon, Johnny Depp, Robert Downey Jr. og Tom Cruise, men nu rykker producenten bag »World War Z«.

Paramount Pictures er efter sigende tæt på at give grønt lys for både en toer og en treer.

Ifølge nyhedsbureauet AP var det fra starten meningen, at Max Brooks'
roman skulle danne grundlag for en trilogi, men budgettet på den første film løb løbsk, der var uro i kulisserne og problemer med slutningen, som blev en ommer.

På den baggrund lagde studiet alle planer om efterfølgere på hylden, men efter premieren i weekenden er Paramount angiveligt kommet på andre tanker. Marc Forsters zombiethriller med Pitt i hovedrollen som FN-inspektør solgte biografbilletter for 640 millioner kroner på verdensplan og den slags argumenter bliver der lyttet til i Hollywood, selv om filmen endte med at koste næsten 1,2 milliarder kroner.

APs kilder vil vide, at Paramounts frygt for et dundrende underskud er fordampet og banen i stedet kridtet op til Pitts første actionthrilogi.

På rollelisten ses også Mireille Enos og den tidligere »Lost«-stjerne Matthew Fox.

De danske biografgængere har stadig étteren tilgode. »World War Z« får premiere herhjemme den 11. juli.

Dagens Gossip