Brad Pitt til konen: Hold dig fra køkkenet

Mens duften af steg og brunede kartofler så småt begynder at sprede sig rundt om i de julepyntede hjem, synger hele familien med på den gamle traver om moder, der "står i køkkenet".

Sådan bliver det imidlertid ikke i skuespillernes Brad Pitt og Angelina Jolies hjem. Her er familiens kvindelige overhoved og mor til parrets i alt seks børn nemlig forment adgang til køkkenet i julen.

Det fortæller en ærlig Angelina Jolie selv til det engelske tv-show "Good Morning Britain".

- Der er ikke nogen hjemme hos os, der har lyst til, at jeg skal lave mad juledag, fortæller den 39-årige Hollywoodstjerne.

Den smukke berømthed kan nemlig ikke holde fokus særlig længe ad gangen.

- Jeg starter på noget, og så bliver jeg pludselig distraheret - begynder jeg at læse i en bog eller går uden for og leger med børnene, afslører hun.

Tidligere på året giftede Angelina Jolie og kollegaen Brad Pitt sig ved en privat ceremoni i Frankrig. Parret, der har været sammen siden 2005, er ikke i tvivl om, hvordan de fordeler de huslige pligter.

Når kalkunen skal i ovnen den 25. december, hvor amerikanerne traditionelt fejrer jul, er det derfor manden i huset, der må træde til.

- Jeg tror, man skal have en del tålmodighed for at være god til at lave mad, og det har jeg ikke, konkluderer Angelina Jolie.

Newspaq

Dagens Gossip