Bradley Manning kan højst få 90 års fængsel

En amerikansk militærdommer har reduceret den maksimale straf, som whistlebloweren Bradley Manning kan modtage.

I første omgang lød det, at WikiLeaks-kilden kunne risikere en straf på 136 års fængsel, men det tal er nu sat ned til maksimalt 90 år bag tremmer.

Bradley Manning blev i sidste uge fundet skyldig i spionage ved at lække hemmelige regeringsdokumenter. Han blev dog renset for anklagen om landsforræderi.

I alt blev Manning dømt skyldig i 20 ud af 22 anklagepunkter, og den 25-årig soldat havde dermed udsigt til en straf på over et århundrede i fængsel.

Straffen bliver i øjeblikket forhandlet ved domstolen på militærbasen i Fort Meade i delstaten Maryland.

Her afgjorde dommer Denise Lind tirsdag, at fire grupper af anklagepunkter kan kombineres, når straffen skal udmåles. Dermed skar hun en tredjedel af den maksimale straf.

Den menige amerikanske soldat arbejdede som efterretningsanalytiker i nærheden af den irakiske hovedstad, Bagdad, da han blev anholdt for mere end tre år siden. Han har siddet fængslet siden da.

Tidligere i år erkendte Manning, at han havde udleveret flere end 700.000 dokumenter til WikiLeaks, så der var ingen tvivl om hans forsæt.

Han blev dog frikendt for det mest kontroversielle punkt i anklageskriftet: At han skulle have hjulpet fjenden.

Retsmøderne om Manning fortsætter efter planen til 23. august.

/ritzau/AFP

Dagens Gossip