Bradley Wiggins lancerer sit eget cykelhold

Skrevet af admin

08/01/2015

Dagens topnyheder

Den tidligere Tour de France-vinder Bradley Wiggins kan nu også kalde sig chef for sit eget hold, efter at han torsdag har offentliggjort det nystartede Team Wiggins.

Holdet skal køre landevejsløb, men dets primære funktion bliver at forberede Wiggins og hans holdkammerater til OL i Rio, hvor Storbritannien jagter guld i banecykling.

Wiggins forlængede tidligere på ugen sin kontrakt med Team Sky til 30. april, og derefter vil han skifte til det nye hold, hvor Steven Burke, Mark Christian, Jon Dibben, Owain Doull, Iain Paton, Daniel Patten, Andy Tennant og Michael Thompson bliver holdkammeraterne.

Team Wiggins bliver sponsoreret af Sky og vil få status af Continental-hold, tredje niveau i cykelholdenes hierarki.

- Ambitionen er at bane vejen til guld ved OL i Rio, siger Bradley Wiggins ifølge Sky Sports.

- Vi har en masse baneryttere på holdet, og det betyder, at vi kan træne sammen året rundt, og det er præcis det, vi har brug for i jagten på at vinde holdforfølgelsesløbet i Rio, forklarer Wiggins.

Briten, der vandt Tour de France i 2012, meddeler i øvrigt, at han i juni vil forsøge at slå timerekorden, som for tiden indehaves af østrigeren Matthias Brandle.

/ritzau/