Bradley Wiggins skal indordne sig

Nu prøver en af Sky-cheferne offentligt at gøre det klart for Wiggins, at han kun skal med til Frankrig, hvis han kan indstille sig på at skulle køre for Froome.

Det er holdets såkaldte 'præstationsrådgiver' Shane Sutton, der fastslår, at Wiggins skal køre som Froome-hjælper.

- Jeg mener, at på det her tidspunkt, så må man med afsæt i de foreliggende resultater nominere Froome til kaptajn. Bradley må bare nøjes med rolle som hjælper. Froome har vundet hele tiden i år. Jeg tror, at han har vundet stort set alle de løb, som han har kørt. Brad har ikke fået en sejr siden august sidste år, så jeg tror, at holdet vil bakke op om Chris, på samme måde som Chris gjorde det i forhold til Brad sidste år, siger Shane Sutton til Daily Mail.

Chris Froome har indtil nu vundet Tour of Oman, Criterium International og Romandiet Rundt i år, så han har noget at have sin selvtillid i.

Alligevel har Wiggins med sine ytringer om måske at ville forsvare sin Tour-titel formået at skabe tvivl om rollefordelingen på Team Sky. Team manager Dave Brailsford har dog også tidligere fastslået, at det er Froome, der er Tour-kaptajnen.

- Hvis Brad kører Touren og er kommet sig over sine sygdomme og hvad-har-vi, så må han bakke op om holdet. Jeg tror, at vi kan få en godt og dynamisk miljø, og hvis de (Froome og Wiggins, red.) kan glemme fortiden, så kan vi trække i samme retning mod endnu en sejr i Touren, siger Sutton.

Dagens Gossip