Bradley Wiggins vil forlænge med Team Sky

Skrevet af admin

07/09/2014

Dagens topnyheder

Der har været masser af knas på cykelholdet Team Sky mellem to af holdets helt store stjerner og tidligere Tour-vindere.

Bradley Wiggins og Chris Froome er bestemt ikke perlevenner, og det har ligget i luften, at deres veje måtte skilles, når sæsonen er slut.

Men i et interview med tv-stationen Sky - holdets sponsor - siger Wiggins, at han forhandler om en forlængelse af sin nuværende aftale.

Udgangspunktet er, at Wiggins sigter efter at køre holdforfølgelsesløbet på bane ved OL i Rio, og det skulle der blive plads til i den nye kontrakt.

- Vi er ved at finde ud af, hvordan aftalen skal skrues sammen. Jeg har helt ærligt aldrig villet forlade holdet.

- Jeg ville ikke føle mig godt tilpas andre steder, og jeg vil gå langt for at blive her, siger Wiggins.

Han ville gerne have kørt Tour de France i sommer, men blev ikke udtaget til holdet, hvor Chris Froome var kaptajn.

Samme Froome udgav tidligere på året en biografi, hvor han fremlagde sin version af balladen mellem de to under Tour de France i 2012.

Her stak Froome af på en stigning imod Wiggins' vilje, og det medførte blandt andet, at Wiggins mod sædvane ikke lod Froome få del i sin vinderbonus fra løbet.

/ritzau/