Brækkede knogler: Knallertkører torpederer kvinde - og flygter

Skrevet af Michael Lauritsen

06/11/2013

Dagens topnyheder

En 38-årig kvinde fra Roskilde blev tirsdag eftermiddag ramte af en knallertkører på Køgevej ved Svendsvej i Roskilde. Knallertkøreren stak af fra ulykken.

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

Ulykken skete klokken 15.02. Kvinden havde netop parkeret sin bil i en p-bås og ville tjekke p-skiven udefra. Mens hun lænede sig ind over bilen, blev hun påkørt af knallerten, der kørte ad Køgevej mod øst.

Kvindens taske blev revet af skulderen, og indholdet spredt på kørebanen.

Hun råbte op, men knallertkøreren fortsatte mod rundkørslen ved stationen.

En mand med et barn på en børnecykel kom hende til undsætning, men forlod stedet, da kvinden forsikrede, at hun var okay. Senere på dagen fik hun dog konstateret brud på tre ribben og en beskadiget menisk i det ene knæ.

Nu vil politiet gerne finde knallertkøreren.

Kvinden kender ikke kønnet på knallertkøreren, men har følgende beskrivelse:   Bred over skulderen. Anvendte styrthjelm, hvorunder noget langt brunligt stak ud. Iført postkasserød jakke (skinnende stof som polyester).

Politiet vil også gerne i kontakt med manden og barnet, der kom kvinden til undsætning.