Brækkede offers hånd: Rocker-relaterede mænd gav dummebøde

De er sigtet for kvalificeret vold, efter en 32-årig mand har fået brækket hånden og har fået flere slag i blandt andet hovedet på en adresse i Vejen lørdag aften. Det oplyser vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi, Jan Stokholm, til bt.dk.

»Han har fået nogle slag, og er blevet afkrævet nogle penge. Vi mener, at det er i kategorien ’dummebøder. Den forurettede har fået slag i hovedet og brækket en hånd,« siger han.

Vagtchefen kan ikke oplyse, hvad der konkret er baggrunden for episoden, men politiet mener altså, at der er tale om pengeopkrævning i form af ’dummebøder - noget som rockergrupperinger tidligere er blevet sat i forbindelse med.

Spørgsmål: Hvad kan du sige om gerningsmændene?

»Gerningsmændene er en 35-årig mand fra Haderslev og en 22-årig mand, der har bopæl i Aarhus. De har rockerrelationer, og den ene havde en totenschläger med. Så bliver det lidt mere alvorligt,« siger Jan Stokholm, der ikke ønsker at oplyse, hvilken rockergruppe gerningsmændene har relationer til.

Samtidig fortæller vagtchefen, at både de to gerningsmænd og offeret blev anholdt samme sted - i haven bag huset i Vejen.

»Vi får en anmeldelse om, at der foregår et slagsmål - og så tager vi ud og anholder dem,« siger Jan Stokholm.

Dagens Gossip