Brækket kraveben sender Voeckler hjem fra Australien

Skrevet af admin

15/01/2014

Mest læste i dag

Den franske publikumsyndling Thomas Voeckler er ikke med, når cykelløbet Tour Down Under køres i Australien fra på søndag.

Voeckler skulle have været kaptajn for Europcar-mandskabet, men han styrtede og brækkede kravebenet under onsdagens træning.

- En fodgænger krydsede vejen, hvilket fik en bil til at bremse hårdt op. Jeg kunne ikke stoppe og kørte direkte ind i bilen, siger den 34-årige rytter i en pressemeddelelse.

Voeckler vidste med det samme, at kravebenet er røget, og det blev bekræftet, da han senere blev røntgenundersøgt på et hospital i Adelaide.

- Jeg tager hjem til Frankrig for at blive opereret, og så må vi se, hvornår jeg kan komme tilbage på cyklen igen, siger han.

Det er tredje gang i karrieren, at Voeckler brækker kravebenet. Det skete senest i april sidste år, og for 12 dage siden fik han opereret den plade ud, der dengang blev sat ind for at holde sammen på knoglerne.

Tour Down Under er årets første World Tour-løb og køres over seks dage i Australien.

Tinkoff-Saxo er blandt de deltagende hold og stiller med danskerne Nicki Sørensen, Michael Valgren og Christopher Juul Jensen.

/ritzau/