Brænd i helvede: Danske jøder trues under Gaza-konflikt

Skrevet af admin

18/07/2014

Dagens topnyheder

Danske jøder oplever at blive truet både på sociale medier og på gaden, efter at konflikten i Mellemøsten er optrappet over de seneste uger, skriver Kristeligt Dagblad.

- Der er ingen døde jøder desværre: Det laver vi om på i Danmark, lyder det i en Facebook-besked til næstformand i Dansk Zionistforbund, Jonatan Møller Sousa.

I en anden besked til næstformanden står der:

- Jeg håber du og dine zionistiske venner brænder i helvede og oplever en endnu mere smertefuld død end alle de børn i Gaza, der er blevet dræbt.

Kristeligt Dagblad har kopier af en række grove personlige Facebook-angreb mod danske jøder.

Beskederne til Jonatan Møller Sousa er kommet, efter at han sidste lørdag diskuterede konflikten i Gaza med formanden for Dansk Palæstinensisk Venskabsforening, Fathi El-Abed, på TV2 News.

Jonatan Møller Sousa er ikke den eneste danske jøde, der har modtaget trusler. Det Jødiske Samfunds særlige afdeling for kortlægning og videndeling af antisemitiske hændelser har registreret 18 antisemitiske hændelser i år. Heraf fandt de 13 sted i juli efter optrapningen af konflikten mellem Israel og Hamas.

I de fleste tilfælde er der tale om ubehagelige mails eller trusler på Facebook. I et enkelt tilfælde blev en mand, der bar davidsstjerne om halsen, spyttet på, og gerningsmanden forsøgte at flå stjernen af ham.

Formanden for Det Jødiske Samfund i Danmark, Dan Rosenberg Asmussen, ser med stor alvor på udviklingen.

- Nogle få af handlingerne kan vel betegnes som drengestreger. Men når man på de sociale medier ved navns nævnelse bliver truet på livet, så er vi langt forbi drengestreger. Når man i en bus bliver udsat for spytteri og forsøg på at rive en halskæde af, så er der tale om overfald, skriver Dan Rosenberg Asmussen i en mail til Kristeligt Dagblad.

Han oplyser, at gerningsmændene i stort set alle tilfælde er unge mænd med mellemøstligt udseende eller mellemøstlige navne.

Trossamfundet overvejer i øjeblikket, om flere af sagerne skal politianmeldes.

/ritzau/