Brændende luftballon er styrtet ned i Texas - 16 menes dræbt

Skrevet af admin

30/07/2016

Mest læste i dag

En varmluftsballon er lørdag styrtet ned i Caldwell County i Texas. Alle 16 ombordværende har efter alt at dømme mistet livet i ulykken, oplyser myndighederne.

Ulykken skete lørdag morgen lokal tid nær byen Lockhart - cirka 50 kilometer syd for Texas' hovedstad, Austin.

Lynn Lunsford fra USA's føderale luftfartsadministration siger i en erklæring, at ulykken skete klokken 7.40. Ballonen styrtede ned på en eng.

Departementet for sikkerhed i Texas har ifølge det lokale medie kxan.com bekræftet, at der omkom 16 ved ulykken. I løbet af lørdagen er meldingerne fra myndighederne dog blevet mere usikre.

Dog er der ingen rapporter om, at nogen skulle have overlevet.

Først lød meldingerne fra ulykkesstedet, at der var tale om en trafikulykke, men da man kom til stedet kunne man se, at der var tale om en ballon.

Antallet af dræbte er usædvanligt højt for en ballonulykke. Det største antal dødsofre for en ulykke med en varmluftsballon USA var indtil lørdag på seks, oplyser flere amerikanske tv-stationer.

- Der er tusindvis af varmluftsballoner i luften i løbet af et år. Dette er ufatteligt tragisk. Det er meget sjældent, at vi ser ulykker som denne, siger Jeff Chatteron, som er talsmand for Nordamerikas Luftballon-føderation.

Texas' guvernør, Greg Abbott, udtrykker i en erklæring sin medfølelse med ofrene og deres familier.

- En efterforskning af denne tragiske ulykke er i gang og vil fortsætte, og jeg beder hele Texas bede for dem, som vi har mistet, siger han.

Der er ikke officielt blevet givet meddelelser om de nærmere omstændigheder ved ulykken, som skete på en klar dag.

Der er i amerikanske medier rapporter om, at varmluftsballonen tilhører et selskab, som udbyder ballonrundture.

Det lokale sheriff-kontor har bebudet en pressekonference om ulykken senere på dagen.

Lokale medier siger, at vragdele fra varmluftsballonen ligger spredt direkte nede under højspændingsledninger.

/ritzau/Reuters