Brændende luftballon er styrtet Texas - 16 er dræbt

Skrevet af admin

30/07/2016

Mest læste i dag

En varmluftsballon er lørdag styrtet ned i Caldwell County i Texas. Alle 16 ombordværende har mistet livet i ulykken, oplyser myndighederne.

Ulykken skete lørdag morgen lokal tid nær byen Lockhart - cirka 50 kilometer syd for Texas' hovedstad, Austin.

Lynn Lunsford fra USA's føderale luftfartsadministration siger i en erklæring, at ulykken skete klokken 7.40. Ballonen styrtede ned på en eng.

Departementet for sikkerhed i Texas bekræfter ifølge det lokale medie kxan.com, at der omkom 16 ved ulykken. Først lød meldingerne, at der var tale om en trafikulykke, men da man kom til stedet kunne man se, at der var tale om en ballon.

Antallet af dræbte er usædvanligt højt for en ballonulykke. Det største antal dødsofre for en ulykke med en varmluftsballon USA var indtil lørdag på seks, siger flere amerikanske tv-stationer.

Texas' guvernør, Greg Abbott, udtrykker i en erklæring sin medfølelse med ofrene og deres familier.

- En efterforskning af denne tragiske ulykke er i gang og vil fortsætte, og jeg beder hele Texas bede for dem, som vi har mistet, siger han.

Der er ikke officielt blevet givet meddelelser om de nærmere omstændigheder ved ulykken.

Det lokale sheriff-kontor har bebudet en pressekonference om ulykken senere på dagen.

Lokale medier siger, at vragdele fra varmluftsballonen ligger spredt direkte nede under højspændingsledninger.

/ritzau/Reuters