Brændende mand ved Uggerby Strand er afgået ved døden

En mand er søndag aften afgået ved døden, efter han sent søndag eftermiddag blev fundet brændende ved Uggerby Strand i Nordjylland. Det fortæller vagtchefen ved Nordjyllands Politi til BT.

»Han skulle egentlig været fløjet til Rigshospitalet, men de vender hurtigt om og flyver ham til Aalborg Universitetshospital i stedet, hvor han kort efter ankomsten bliver erklæret død,« siger vagtchefen ved Nordjyllands Politi til avisen.

Det var en gruppe strandgæster, der søndag aften ved 18-tiden opdagede en mand i flammer, der kom vaklende ned fra klitterne og søgte mod havet.

»Der er nogle, der er ude at gå tur på stranden, da de ser manden komme oppe fra klitterne. Han er overtændt og vakler ned mod vandkanten. De får ham heldigvis hjulpet ned til vandet, hvor de så får øset noget vand på ham og tilkaldt hjælp,« lød det tidligere fra vagtchef Henrik Beck ved Nordjyllands Politi til BT.

Det vides endnu ikke, hvad der er gået forud for den uhyggelige hændelse, men det ser ud til, at der kortvarigt har været ild i noget beplantning i det område, hvor manden blev fundet.

Politiet stod på bar bund med hensyn til mandens identitet, men ifølge nordjyske.dk er de kommet et skridt nærmere efter et par timers efterforskning.

»En kvinde har ringet og sagt, at hendes mand forsvandt i eftermiddag, og de få ting, som vi har, passer på manden,« siger Henrik Beck til nordjyske.dk.

I nærheden af det sted, hvor manden fik hjælp, fandt man en nøgle til en Mercedes, og i klitterne fandt politiet et par sandaler. Manden, der forsvandt i eftermiddag, havde netop sandaler på og kørte Mercedes.

Derfor lyder det også sent søndag aften fra Nordjyllands Politi, at man er sikker på, at der er tale om den samme mand.

»Vi har ikke fået ham identificeret endnu, men ud fra de fund, der har været, og opkaldet fra kvinden, er vi 99,9 procent sikre på, at der er tale om en 37-årig mand«.

Dagens Gossip