Braithwaite sparker Toulouse videre efter pokaldrama

Skrevet af admin

29/10/2015

Dagens topnyheder

Toulouse har indtil videre haft en forfærdelig sæson, og holdet er placeret på en af de tre nedrykningspladser i den bedste franske fodboldrække.

Men onsdag aften fik Toulouse med Martin Braithwaite i en absolut hovedrolle en tiltrængt succesoplevelse i pokalturneringen med en 5-4-sejr over Auxerre efter straffesparkskonkurrence.

Braithwaite scorede på et afgørende straffespark, da det hele skulle afgøres. Den ordinære kamp var endt 2-2, mens den forlængede spilletid sluttede 1-1.

Den danske landsholdsspiller, som er højaktuel til de kommende EM-playoff-kampe mod Sverige i november, blev skiftet ind efter 65 minutter, da Toulouse var bagud 0-1.

Angriberen Wissam Ben Yedder udlignede til 1-1 for Toulouse, men Auxerre bragte sig igen foran efter 81 minutter. Auxerre blev reduceret til ti spillere to minutter senere, da Brahim Konate så rødt.

I det 88. minut udlignede Ben Yedder, og så skulle kampen ud i forlænget spilletid. Her fik Auxerre scoret endnu en gang trods en mand i undertal.

Men Toulouses Yann Bodiger udlignede til 3-3 efter 114 minutters dramatisk fodboldkamp.

I straffesparkskonkurrencen blev der kun scoret tre gange. Auxerre bragte sig foran på det første spark, og Ben Yedder udlignede.

Auxerre brændte herefter hele fire forsøg fra pletten, og derfor var Braithwaites scoring afgørende for, at Toulouse kunne vinde og dermed gå videre til fjerde runde i pokalen.

Toulouse fik samtidig tanket selvtillid inden lørdagens ligakamp hjemme mod Montpellier, hvor Braithwaite og co. skal forsøge at rykke lidt væk fra tredjesidstepladsen.

Indtil videre har Toulouse kun vundet en enkelt af de første 11 ligakampe. Det er dog også blevet til fem uafgjorte resultater.

/ritzau/