Braithwaite vil skifte klub ved nedrykning

Skrevet af admin

24/03/2016

Dagens topnyheder

Landsholdsspilleren Martin Braithwaite er i disse dage samlet med det danske fodboldlandshold, og han får derfor et hvil fra nedrykningskampen i den franske Ligue 1.

Når han vender hjem igen, har han sammen med Toulouse syv ligakampe til at indhente syv point og komme op på den rigtige side af nedrykningsstregen. Men kikser det, skal han formentlig finde en ny arbejdsgiver.

Spørgsmål: Kan du godt se dig selv fortsætte i Toulouse, hvis I skal spille i Frankrigs næstbedste række?

- Nej, selvfølgelig vil jeg ikke spille i den næstbedste række, det er stensikkert, men jeg tror stadigvæk på, at vi kan overleve.

- Vi har et hold, der burde kunne overleve i den bedste række, men vi har ikke været bedre i den her sæson. Der resterer stadigvæk nogle kampe, hvor alt er muligt, og vi skal se, om vi ikke kan nå at overleve, siger Braithwaite.

Spørgsmål: Hvis du bliver tvunget til at tage et næste skridt, vil du så gerne blive i Frankrig eller prøve noget andet?

- Det ved jeg faktisk ikke. Lige nu tænker jeg bare på at spille godt for min klub og gøre alt for, at den skal overleve, siger danskeren, der har lavet otte mål i 29 ligakampe denne sæson.

- For mig personligt er det gået rigtig godt i den her sæson. Selvfølgelig har det været svært på et hold, der har haft en krise og ikke spillet særlig godt, men jeg føler også, at det siger noget om mig, at jeg har spillet godt på et hold, der ikke spiller så godt, siger han.

De seneste tre ligakampe har Braithwaite spillet med anførerbindet på armen for Toulouse.

- Jeg har været i Toulouse i snart tre sæsoner, og jeg er faldet godt ind i den franske kultur, jeg taler sproget flydende, og jeg tror, at jeg har en god effekt på truppen og har en god status i klubben.

- Lederrollen falder mig naturligt, og jeg skal ikke ændre mig, jeg skal bare være mig selv, siger Braithwaite om sin nye holdstatus.

Torsdag får han mulighed for at spille sin landskamp nummer 13, når Danmark møder Island i Herning.

/ritzau/