Branchen jubler over penge til store varmepumper

Skrevet af admin

13/11/2014

Dagens topnyheder

Nyheden om, at regeringen, SF og Enhedslisten har indgået en aftale som en del af finansloven, der giver over en milliard kroner til grønne miljøtiltag, vækker som ventet begejstring i flere brancheorganisationer inden for energisektoren.

Der er nemlig afsat 55,2 millioner kroner til at lave pilotprojekter med store varmepumper på for eksempel fjernvarmeværker samt godt 60 millioner til en pulje til at fremme brugen af geotermisk varme ved for eksempel at pumpe varmt vand op fra undergrunden og udnytte den til opvarmning af boliger.

- Geotermi har et kæmpe potentiale. Barrieren for et egentligt gennembrud har været, at fjernvarmeværkerne ikke har haft nogen mulighed for at forsikre de indledende prøveboringer.

- For de store varmepumper gælder, at der mangler erfaringer med anlæg i drift. Men barriererne for disse grønne teknologier bliver nu nedbrudt, siger Dansk Fjernvarmes direktør, Kim Mortensen, i en kommentar i en kommentar til aftalen.

Også hos DI Energi hilser man den politiske aftale velkommen. Den betyder ifølge brancheorganisationen, at det nu bliver muligt at udnytte den overskudsstrøm, som Danmark hidtil har sendt ud af landet til underpris, til at opvarme danske hjem i stedet.

- Med aftalen bliver der mulighed for at høste konkrete erfaringer med at bruge eksempelvis vindmøllestrøm til at opvarme fjernvarmevand, siger Troels Ranis, branchedirektør i DI Energi.

Hos en anden brancheorganisation - Dansk Energi - mener vicedirektør Anders Stouge, at aftalen kommer de danske varmekunder til gavn.

- Med det her demonstrationsprojekt får omkring 11.000 danske varmekunder glæde af grøn varme fra el til en god pris:

- Store eldrevne varmepumper er en logisk udløber af vores grønne omstilling, men det er også en udvikling, som kræver politiske initiativer. Her er den nye aftale klart et skridt i den rigtige retning, siger Anders Stouge i en pressemeddelelse.

Aftalerne bliver kun ført ud i livet, hvis regeringen og støttepartierne som ventet får en samlet aftale for næste års finanslov i hus.

/ritzau/