Brand i tidligere Bandidos-borg på Sjælland

Skrevet af admin

11/11/2013

Mest læste i dag

En brand har tidligt mandag morgen delvist hærget et tidligere tilholdssted for Bandidos-rockerne i Haslev.

Politiet fik meldingen om branden ved halv seks-tiden, beretter flere medier.

På det seneste har bygningen på Finlandsgade i byens industrikvarter ikke været beboet.

Det er faktisk en måned siden, at Bandidos-rockerne forlod stedet, oplyser vicepolitiinspektør Bent Ludvigsen i Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til Ritzau.

Ifølge forlydender ville rockerne i stedet forsøge at slå sig ned i Køge.

Mandag kan politiet ikke umiddelbart sige, om der er tale om en påsat brand, men det vil de tekniske undersøgelser formentlig vise.

Den umiddelbare vurdering går dog på, at ilden er påsat, lyder det fra Bent Ludvigsen.

På det seneste har Bandidos-miljøet været præget af stærke spændinger, hvor netop flere påsatte brande - blandt andet i Rødovre - forbindes til en intern konflikt.

Således har politiet lukket en rockerborg i Næstved, hvor gruppen Westside Nation holder til.

Gruppen er brudt ud af Bandidos og er ifølge politiet endt i såkaldt bad standing, hvilket gør dens medlemmer nærmest fredløse.

Politiet mener, at flere voldelige sammenstød er blevet forhindret med lukningen af borgen på Præstøvej i Næstved.

Om branden i Haslev har noget med konflikten at gøre, tør vicepolitiinspektør Bent Ludvigsen mandag ikke udtale sig om.

/ritzau/