Brand på Frihedmuseet var påsat

Branden på Frihedsmuseet natten til søndag var påsat. Det konkluderer politiets efterforskningsleder, Bertel Hejlesen, efter at man har fundet to arnesteder på stedet.

- De to arnesteder ligger et pænt stykke fra hinanden. Der er simpelthen anrettet et bål to steder, fortæller Bertel Hejlesen til Ritzau.

De to arnesteder befinder sig på bygningens yderside. Det ene i forbindelse med et mobilt toilet, det andet på bygningens bagside.

- Der er vel omkring ti meter mellem arnestederne. Bygningen var beklædt med træ på ydersiden, som ilden har fået fat i, fortæller Bertel Hejlesen.

Alarmen indløb omkring klokken kvart i to natten til søndag. Fra tidligt søndag morgen og 10 timer frem arbejdede brandvæsnet på højtryk for at redde alt inventar og arkivmateriale ud af bygningerne.

I alt 600 flyttekasser med uerstattelige fotos, dokumenter, uniformer og våben er sikret. Intet er gået tabt, men først mandag morgen var de sidste gløder slukket.

Bygningerne er så medtagede efter branden, at det er uvist, om museet vil blive genetableret samme sted.

Kulturminister Marianne Jelved (R) har dog garanteret, at Frihedsmuseet uanset hvad vil blive vakt til live igen.

Mandag tydede meget på, at branden var en ulykke, som var opstået på det mobile toilet, men politiets fortsatte efterforskning viste altså, at der har været en brandstifter eller flere på spil.

- Der er ingen installationer ved arnestederne, som kan forklare, hvordan branden skulle være opstået, hvis ikke den skulle være påsat, fortæller Bertel Hejlesen.

Politiet har endnu ingen mulige gerningsmænd i kikkerten, og Bertel Hejlesen beder offentligheden om hjælp i sagen.

- Hvis nogen har set noget, så hører vi meget gerne fra dem, siger han.

I forbindelse med efterforskningen har politiet desuden indsamlet spor fra arnestederne, som er sendt til nærmere analyse med henblik på at opklare, hvordan branden mere nøjagtigt er blevet antændt.

/ritzau/

Dagens Gossip