Brand raserer schweizisk urfabrik

En brand har fuldstændig raseret Swatch-gruppens fabrik for produktion af urværker, oplyser den schweiziske urproducent søndag.

Branden på ETA Manufacture Horlogere i Grenchen i Schweiz har medført betydelig økonomisk skade, oplyser Swatch i en erklæring uden at komme nærmere ind på, hvad det vil betyde for produktionen.

ETA er verdens største leverandør af mekaniske- og kvartsurværker, som er de bevægelige dele, der får ure til at gå. Det har givet Swatch noget nær monopol på disse komponenter.

I en erklæring fra virksomheden søndag oplyses det, at det er for tidligt at sætte tal på det økonomiske omfang af ødelæggelserne.

Swatch, der er kendt for dets farvestrålende plastikure og det eksklusive Omega-mærke, siger, at ingen er kommet til skade ved branden, og at årsagen til den er ukendt.

/ritzau/Reuters

Dagens Gossip