Brandbombe kastet mod politiet på Christiania

Politifolk mødte farlig modstand, da de fredag morgen på Christiania var ved at anholde en mistænkt for to overfald med kniv.

Omkring Fredens Ark var to maskerede mænd meget aggressive over for betjentene, fremgår det af en pressemeddelelse fra Københavns Politi.

En af de to mænd kastede en flaske fyldt med brandbar væske ind i opgangen, hvor trappen er af træ.

Under en kvinde, der tilfældigt kom gående ned ad trappen, opstod der ild, som betjentene dog fik trampet ned.

De to mænd menes at tilhøre vagtkorpset, som beskytter hashhandlerne i Pusher Street.

- Det er fuldstændigt uacceptabelt, lyder det fra politikommissær Steffen Thaaning Steffensen.

Molotov-cocktailen kunne i yderste konsekvens have kostet menneskeliv, vurderer han.

Episoden udspillede sig ved halv otte-tiden, da betjente ville anholde en mand, der er mistænkt for to alvorlige knivoverfald på Nemoland den 23. juni tidligt på morgenen.

Her blev en person stukket syv gange i ben og mave, mens en anden blev stukket i benet.

Ved konfrontationen fredag morgen var de to vagter meget ophidsede.

- De råber og skriger, og blandt andet råber de "om lidt kan I mærke, at det brænder under fødderne på jer," oplyser politikommissæren.

De to angribere forsvandt, men ved middagstid fredag blev den ene anholdt. Han sigtes for medvirken til brandstiftelse og for vold mod politiet.

Episoden kædes af politiet sammen med det forøgede pres mod den illegale handel.

- Vi kan mærke, at pusherne er pressede. De bliver stadigt grovere. I den seneste uge har vi oplevet fire sager med vold eller trusler mod politiet, siger politikommissæren.

Normalt øges omsætningen af hash op til Roskilde Festival, og netop i den seneste tid har politiet derfor gennemført flere såkaldt målrettede indsatser mod handlen.

/ritzau/

 

Dagens Gossip