Brandfolk kæmper for at tæmme storbrande ved Sydney

Skrevet af admin

21/10/2013

Dagens topnyheder

Brandfolk kæmper mod tiden for at få styr på en række skovbrande i det sydøstlige Australien. Frygten er, at flere af brandene når hinanden og dermed skaber en "megabrand" ved storbyen Sydney, hvis vejrforholdene forværres.

Kraftig vind og stærk varme i delstaten New South Wales har betydet gunstige forhold for de såkaldte "bushfires", der normalt først indfinder sig i de australske sommermåneder mellem december og februar.

Mens en del brande er blevet slukket, brænder 58 fortsat, og 14 af dem er ude af kontrol, rapporterer avisen Sydney Morning Herald. Flere end 200 hjem er blevet ødelagt af brandene, mens mange andre har fået skader.

Også i Sydney mærker indbyggerne til brandene. Storbyen er indhyllet i en tæt, hvid røg, og luftkvaliteten er langt værre end den normale forurening i byen, mens sigtbarheden er lav.

- Niveauerne er meget, meget høje. De er blandt de højeste, vi har målt, siger Matthew Riley fra klimakontoret i New South Wales' regering til avisen Sydney Morning Herald.

I området Lithgow vest for Sydney har en stor brand nedbrændt næsten 40.000 hektar og truer flere små byer. Og vejrudsigten tyder ikke på snarlig forbedring af forholdene.

Kraftig vind tirsdag og onsdag kan betyde, at flere brande kan slå sig sammen i nærheden af turistdestinationerne Katoomba og Leura i det naturskønne område Blue Mountains.

- Jeg tror aldrig, at jeg har brugt ordet megabrand. Men realiteten er, at der er al sandsynlighed for, at vejret kan føre disse to brande sammen, siger brandchef Shane Fitzsimmons ifølge nyhedsbureauet AFP.

Brandene er de værste i staten i 50 år, og New South Wales erklærede søndag staten i undtagelsestilstand. Det betyder, at brandfolk har myndighed til at evakuere folk, der risikerer bøder, hvis de modsætter sig kravet.

Flere af brandene menes at være påsat. Og en 11-årig dreng blev mandag anholdt og sigtet for med vilje at sætte gang i en brand i sidste uge, hvor 5000 hektar blev brændt ned, skriver Sydney Morning Herald.

/ritzau/