Brandmænd skal hjælpe med snerydning i Roskilde

I Roskilde skal frivillige brandmænd hjælpe med at fjerne sne – i hvert fald i de situationer, hvor der er meget sne. Beredskabet og Materielgården har indgået en aftale om, at lave et ekstra fælles sne-akutberedskab.

Beredskabet går ud på, at Materielgården kan bruge de frivillige brandmænd som en specialenhed, hvis der bliver behov for det. Behovet kan opstå, når der ikke kan skaffes tilstrækkeligt ressourcer fra Materielgården og når deres mandskab skal hvile efter mange timer på gader og stier.

Beredskabet skal deltage i rydninger så vejene bliver mere farbare, og det kan sikres, at de bløde trafikanter kan komme frem ved lyskryds og busstoppesteder.

Der kan blive indsat op til fem hold af to mand, som først og fremmest skal hjælpe det andet rydningsmandskabet som kører i traktorer og lastvogne. De steder, hvor pladsen er trang er der nemlig behov for at der bruges mindre maskiner som sneslynger, fejemaskiner og håndværktøj for at få de store driver af sne væk.

- Jeg er rigtigt glad for at Beredskabsstationen stiller op til dette. Det giver rigtig god mening at lave det her udvidede samarbejde for begge parter og for kommunen som helhed, siger driftschef Carsten Leth fra Materielgården.

Samarbejdet er i første omgang et forsøg. Erfaringen vil vise, om det frivillige beredskab måske også kan bruges til andre opgaver.

Dagens Gossip