Brandsager: Politiet vil lave bedre rapporter

Skrevet af admin

13/07/2015

Dagens topnyheder

Den massive kritik af politiets efterforskning af brande har fået flere konsekvenser - blandt andet bliver politiets erklæringer mere nuancerede og præcise.

DR bragte sidste år tv-dokumentaren "Brændte beviser", og som en direkte følge forsøgte en stribe dømte i brandsager at få genoptaget sagerne.

Den Særlige Klageret har imidlertid for nylig afvist samtlige seks anmodninger.

Der er ikke fremlagt nye oplysninger, som kunne have ført til en frifindelse, lyder konklusionen.

Udtalelser fra den kritiske seniorforsker Lars Schiøtt Sørensen fra Aalborg Universitet om fem af sagerne har ikke rokket tilstrækkeligt ved dommene.

De drejer sig om påsatte brande i blandt andet Silkeborg, Faaborg, Ikast og Tjørring. Samtidig har også en kvinde, der er dømt for en påsat brand i Nordsjælland, fået afslag.

Medlemmerne af Den Særlige Klageret er retssystemets sikkerhedsventil. Her kan personer, der for eksempel mener sig udsat for justitsmord, henvende sig.

Klageretten består af en højesteretsdommer, en landsdommer, en byretsdommer, en juraprofessor samt en advokat.

På grund af kritikken, der kom frem både i dagbladet BT og i tv-dokumentaren, gennemgik Rigspolitiet sidste år en stribe domme om brandstiftelse.

Konklusionen var, at de specialuddannede efterforskere er på niveau med deres kolleger i udlandet.

Men alligevel har det vist sig, noget kunne forbedres.

Resultatet er blevet, at efterforskerne i deres erklæringer bliver mere præcise og nuancerede.

En ny skala skal være med til at sikre, at efterforskerne "stiller relevante spørgsmål til egne konklusioner," hedder det i et svar til Folketinget.

Skalaen vil samtidig mere tydeligt afdække, hvordan efterforskeren er nået frem til sin konklusion, har Rigspolitiet sagt.

I en af de afviste sager - om branden i Nordsjælland - gik kritikken fra den dømtes forsvarer på, at brandårsagen aldrig er fundet, ligesom der ikke blev lavet en rekonstruktion.

Anklagemyndigheden har erkendt, at årsagen ikke er konstateret. Men en rekonstruktion ville næppe have skabt yderligere klarhed, lyder det.

/ritzau/