Brann-fans: Vi vil have David Nielsen som træner

Skrevet af admin

06/11/2013

Dagens topnyheder

David Nielsen bliver flere steder udråbt som det oplagte valg som træner i den norske klub Brann.

Bergen-klubbens fanfraktion Bataljonen håber, at Branns ledelse ansætter den tidligere superliga-angriber, efter at klubbens hidtidige træner Rune Skarsfjord onsdag har trukket sig fra jobbet.

- David har gjort det godt med Nest-Sotra i 2. division. Det er hans første trænerjob, og det har han klaret rigtig godt.

- Jeg tror, at han har et stort potentiale som træner, siger Roger Lillebøe-Hansen, leder i Bataljonen, til Fædrelandsvennen.

36-årige David Nielsen, der i denne sæson har ført Nest-Sotra op i 1. division, er et stort navn i norsk fodbold efter en professionel karriere med ophold i blandt andet Start, Strømsgodset og Brann.

Nielsen er kendt for sin entusiasme og kompromisløse stil, og ifølge Bataljonen vil nordjyden passe godt til Brann.

Bataljonen ønsker en træner, der kan skabe et større engagement fra alle omkring klubben.

- I den rolle vil David passe perfekt. Han har en stor entusiasme, og så er han oven i købet en dygtig træner. Men det er op til klubben, om han er kvalificeret.

- Vi er nødt til at få en træner som tænker offensivt. I Bergen trænger vi til en træner, der ønsker, at holdet scorer et mål mere end modstanderen. Ikke et hold, der lukker et mål færre ind end modstanderen, siger Roger Lillebøe-Hansen.

David Nielsen er også favorit til trænerjobbet i Brann hos flere af de norske bookmakere.

Brann indtager en midterplacering i den norske Tippeliga på et tidspunkt, hvor der resterer en enkelt spillerunde af sæsonen.

/ritzau/