Brasiliansk afklapsning ved VM koster Danske Spil millioner

Billederne af triste, brasilianske fodboldfans går verden rundt, men de er ikke de eneste, som har mundvigene vendt nedad efter semifinalekampen mod Tyskland.

7-1 sejren til vores naboland koster Danske Spil udbetaling til Oddset-spillere på mere end otte millioner kroner.

Det er det største beløb, Danske Spil nogensinde har tabt på en enkelt fodboldkamp.

Læs også: Brasilien smadret - internettet reagerer med sjove billeder

- Det må siges at være en af de helt store dage for Oddset-spillerne. Vi har aldrig før udbetalt så mange gevinster på en enkelt fodboldkamp. Men vi må bare lette på hatten og sige, at mens vi havde vurderet kampen som helt lige, så havde Oddset-spillerne virkelig luret, at Tyskland ville være alt for stærke for Brasilien, siger Peter Emmike, oddsansvarlig hos Danske Spil.

Efter pragtpræstationen fra Tyskerne er oddset på landet som VM-mestre faldet til 1,70, mens de to hold, som skal spille semifinale i aften - Argentina og Holland - giver pengene henholdsvis 3,60 og 5,00 gange igen, hvis de kan hæve VM-trofæet på søndag.

Dagens Gossip