Brasiliansk præsident lover handling

Det er den brasilianske præsidents svar til de mange demonstranter, der de seneste dage har været på gaden for at protestere over politikernes prioritering.

Mange brasilianere er vrede over, at politikerne bruger milliarder af kroner på store sportsbegivenheder som VM i fodbold næste år og OL i 2016, mens der skæres på andre områder, blandt andet den kollektive trafik.

»Gaderne fortæller os, at landet ønsker en bedre offentlig service, mere effektive midler til at bekæmpe korruption og et mere åbent politisk liv,« siger præsident Dilma Rousseff ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Efter møder med politikere og demonstranter anbefaler Dilma Rousseff, at brasilianerne ved en folkeafstemning tager stilling til en ændring af landets forfatning. Hun bebuder i samme åndedrag omfattende reformer.

Mayara Longo Vivian, en af demonstranternes frontfigurer, siger efter mødet, at man er klar til dialog, men at demonstranternes krav skal opfyldes.

»Kampen stopper ikke. Kampen for gratis kollektiv trafik fortsætter,« siger hun ifølge Reuters.

Mandagens udmelding fra Dilma Rousseff har ifølge Reuters ikke overbevist iagttagere af brasiliansk politik om, at freden nu sænker sig over landet. De peger på, at en ændring af forfatningen kan tage lang tid, og de mener, det er uklart, hvilke reformer præsidenten vil gennemføre, og hvordan det skal ske. De understreger desuden, at demonstranternes krav til regeringen er vidt forskellige, og det kun er utilfredsheden med politikerne, der binder dem sammen.

Demonstrationerne i Brasilien er de mest omfattende siden 1992. Fredag var cirka 1,25 millioner borgere på gaden i byer over hele landet. Politiet affyrede tåregas i millionbyen Rio de Janeiro, hvor de største demonstrationer fandt sted med omkring 300.000 deltagere.

Dagens Gossip

Dagens TV