Brasiliansk skallenikker er suspenderet i fransk liga

Bastias brasilianske angriber Brandao risikerer en lang karantænedom, efter han lørdag nikkede PSG-spilleren Thiago Motta en skalle, så sidstnævnte brækkede næsen.

I første omgang er Brandao blevet midlertidigt suspenderet i fire uger, indtil en høring skal finde sted den 18. september.

På egen anmodning var Brandao til stede, da den franske ligas disciplinærudvalg torsdag havde episoden på dagsordenen.

Brandao har ikke selv udtalt sig til medierne, men hans advokat sagde efterfølgende, at spilleren havde undskyldt for episoden.

Det franske fodboldforbunds (FFF) regelsæt giver muligheder for karantæne i alt fra otte kampe til to år for denne forseelse.

Episoden skete umiddelbart efter ligakampen mellem Paris Saint-Germain og Bastia i Paris, som hjemmeholdet vandt 2-0.

Overvågningskameraer viser, hvordan Brandao efter kampen tilsyneladende ventede på Thiago Motta i spillertunnelen. Da han fik fat på ham, nikkede han ham en skalle.

Paris Saint-Germain har bekræftet, at den italienske landsholdsspiller brækkede næsen af sin modstanders handling.

Klubbens præsident Nasser Al-Khelaifi har efterfølgende sagt, at han mener, at brasilianeren bør udelukkes på livstid.

Den franske sportsminister Thierry Braillard har kaldt episoden skandaløs og kræver en hård straf.

I sidste sæson var Brandao udelukket fire spilledage for at bruge albuen mod en anden PSG-spiller Yohan Cabaye, og nu risikerer han altså en endnu længere karantæne.

ritzau/

Dagens Gossip