Brasilianske medier: Den største skam i historien

De brasilianske aviser og netmedier er enige om at fordømme landsholdets historiske 1-7-nederlag til Tyskland i VM-semifinalen.

"En historisk skam" står der på avisen Folha de S. Paulos hjemmeside.

Avisen, der er en af landets største og mest indflydelsesrige, pointerer, at et værtsland aldrig tidligere i historien har tabt så stort ved et VM. Klummeskribenten Juca Kfouri skriver desuden, at brasiliansk fodbold nu er reduceret til støv.

Tv-stationen Globo kalder på sin hjemmeside nederlaget for den største skam af alle. Resultatet bliver kaldt en katastrofe.

Internetavisen UOL følger samme spor. Her beskrives nedturen som det mest skammelige resultat i brasiliansk fodboldhistorie.

I Tyskland er stemningen naturligvis helt anderledes. Avisen Bild skriver på sin forside "uden ord", mens fodboldmagasinet Kicker kalder storsejren for "vanvid, utroligt og uforståelig".

Joachim Löws tyske landshold skal på søndag møde Holland eller Argentina i VM-finalen, mens Brasilien dagen forinden skal spille bronzekamp.

/ritzau/

Dagens Gossip