Brasilianske politikere hykler i sag mod præsident

Skrevet af admin

16/04/2016

Dagens topnyheder

En efter en rejser de brasilianske parlamentsmedlemmer sig op på det nationale tv og erklærer med harmdirrende stemmer, at de ønsker at se præsident Dilma Rousseff stillet for en rigsret.

Scenerne, der udspiller sig i Brasilien igen og igen hen over weekenden i en langstrakt debat om de mulig rigsretssag, bekræfter demokratiet i landet.

Men det er et problem, at et meget stort antal af de harme parlamentarikere, som kæmper for at få fældet Dilma Rousseff, selv har lige så store problemer med at holde loven.

Rousseff står over for en rigsretssag og hendes opbakning er faldet fra 80 til 10 procent, efter at hun er blevet beskyldt for ulovligt at have anvendt kreativ bogføring for at dække over regeringens budgetunderskud under valgkampen i 2014.

Hun afviser ikke beskyldningerne, men henviser til, at tidligere regeringer har benyttet sig af samme fremgangsmåde.

Blandt andet er parlamentsformand Eduardo Cunha, der har ført en kampagne mod Rousseff, blevet beskyldt for at have taget imod millioner af dollar i bestikkelse fra et kartel koncentreret omkring det statslige olieselskab Petrobras. Pengene er angiveligt skjult i Schweiz.

En anden politiker, der er stærkt belastet af korruptionsbeskyldninger, er vicepræsident Michel Temer, som har vendt sig mod Rousseff. Temer vil blive indsat som midlertidig præsident ved en rigsretssag mod præsidenten.

Også senatets formand, Renan Calheiros, står over for alvorlige korruptionsanklager om skattesvindel og nepotisme.

Længere nede i den politiske magtpyramide er korruption endnu mere udbredt, og den private organisationen Transparencia Brasil siger, at over 58 procent af de 513 medlemmer af underhuset er anklaget eller vil blive anklaget for lovbrud.

Underhuset i den brasilianske kongres skal søndag stemme om, hvorvidt, de mener, Rousseff skal stilles for en rigsret.

19 ud af de 25 partier, der sidder i underhuset, støtter nu en sag mod præsidenten.

Ifølge meningsmålinger gør to tredjedele af de cirka 200 millioner brasilianere det samme.

/ritzau/Reuters